Den lange historie og den dystre prognose for Jugoslavien

Af Håkan Wiberg

Trykt som kapitel 1 i Erik A. Andersen og Håkan Wiberg (red.), Storm Over Balkan, C.A. Reitzels forlag, København 1994.

De fleste skillelinier i Europa igennem historien har gennemskåret det fhv. Jugoslavien: det gjaldt grænsen for den græske kultursfære og senere skellet mellem det Østromerske og det Vestromerske Rige, grænsen for de slaviske stammers fremtrængen i sydlig retning og også grænsen for Karl den Stores imperium. Grænsen mellem de katolske og ortodokse kirker har gået her, siden de definitivt blev skilt fra hinanden i 1054. Grænsen mellem de tyrkiske og habsburgske imperier blev i århundreder flyttet frem og tilbage her, indtil Serbien genopstod. Også grænsen imellem den rige og den fattige del af Europa har gået her i tusind år. De fleste af disse grænser har sat sig dybe og tragiske spor, der udgør en vigtig baggrund for forståelsen af dagens grusomme situation.

I anden halvdel af det første årtusinde trængte de slaviske stammer forfædrene til dagens albanere, illyrerne, tilbage. Middelalderens serbiske kejserrige havde sit centrum i det, der i dag er Kosova/o. Serbere og albanere er traditionelt uenige om, hvorvidt der allerede dengang var et albansk flertal, som blev styret af et serbisk mindretal – eller om tyrkerne senere fordrev en masse serbere og flyttede islamiserede albanere ind. Problemet er – på det symbolske niveau – højaktuelt i dag.

Karl den store erobrede de slovenske områder i nordvest, og de var derefter en del af Østrig, hhv. den østrigske del af det habsburgske imperium indtil 1918. Slovenien er det eneste område, der altid har hørt til Vesten både politisk og kulturelt. Arven fra missionskapløbet for tusind år siden består i at slovenerne og kroaterne kom til at befinde sig på den ene side religionsgrænsen, serberne og makedonerne på den anden. Kroaterne i provinserne Dalmatien, Kroatien og Slavonien dannede i en periode en selvstændig stat, men blev forenet med Ungarn i 1092, hvorefter området fulgte Ungarn frem til 1918, hvadenten Ungarn var selvstændigt, en del af det tyrkiske imperium eller en del af det habsburgske imperium.

Ved det ungarske sammenbrud i begyndelsen af 1500-tallet tilfaldt Dalmatien dog Venedig og Tyrkiet, og blev efterhånden venetiansk helt ned til republikken Ragusa (Dubrovnik). Efter Venedigs sammenbrud i 1797 gik Dalmatien først til Østrig, derefter til Napoleons såkaldte illyriske kongerige, og igen til Østrig i 1815. De statsrettigheder, som den kroatiske adel fik anerkendt i 1102 blev brugt som et vigtigt argument, da Kroatien fra begyndelsen af 1800-tallet prøvede at skabe sig en mere selvstændig position i forhold til Ungarn, og den kroatiske adel i begyndelsen var den ledende kraft i denne kamp.

Det serbiske kejserrige havde sin storhedstid i 1300-tallet, hvor det omfattede store dele af Balkan. Der var endvidere et bosnisk kongerige, hvor katolske kroatere og ortodokse serbere levede side om side med bogumilerne, der blev forfulgt som kættere af begge de andre kirker.

I slutningen af 1300-tallet kom tyrkerne. I første omgang fik de kun underlagt sig grækere og bulgarere. De mødte derefter en serbisk hær ved Kosovo Polje den 28. juni 1389. Der faldt det meste af den serbiske adel, med kejseren i spidsen, og Serbien måtte acceptere en formel vasalstatus. På den anden side blev tyrkerne så slemt tilredt, at den videre territoriale ekspansion (også af andre grunde) ventede et halvt århundrede. I den serbiske erindring af historien fremstår slaget imidlertid som en kostbar sejr: Hvis der er én dato serbiske skolebørn husker, så er det denne. I 1914 huskede østrigerne den ikke: Franz Ferdinands indtog i Sarajevo skete på 525-årsdagen.
Ved deres videre fremrykning erobrede tyrkerne først albanerne, det serbiske rige og Bosnien. I begyndelsen af 1500-tallet erobrede de (næsten) hele Kroatien og størstedelen af Ungarn, men blev smidt ud derfra igen i slutningen af 1600-tallet. De eneste, der bevarede deres reelle selvstændighed i hele tyrkertiden var det lille ortodokse bjergrige Montenegro og den katolske søfarts- og handelsstat Ragusa – det nuværende Dubrovnik.

Én del af den tyrkiske arv består i, at store dele af albanerne og af befolkningen i Bosnien blev islamiseret. I 1969-74 blev “muslim” en anerkendt nationalitet, især i Bosnien og Hercegovina (i det følgende: B-H). En anden del af arven kommer af, at serberne igen og igen gjorde oprør mod tyrkerne. De blev slået ned med al tænkelig grusomhed, og mange af dem flygtede ind i det habsburgske rige, hvor de fik lov til at slå sig ned i den såkaldte Militärgrenze (Vojna Krajina) og udgjorde Habsburgs og dermed Europas avantgarde i forsvaret mod Tyrkiet. Det er bl.a. derfor der idag er store serbiske regioner i republikken Kroatien.

Med 1800-tallet kom nationalismen, også i Balkanområdet, hvor Napoleon-årene inspirerede den såkaldte illyriske bevægelse. Kulturelle bevægelser og historiske erindringer om gamle stater dannede grobund for forskellige nationalistiske bevægelser inden for de tyrkiske og habsburgske imperier. Et sidste oprør gjorde Serbien til et autonomt fyrstedøme i Tyrkiet i 1815/17, hvorefter både territoriet (fra 1833) og autonomien gradvist blev udvidet. De sidste tyrkiske tropper forlod Serbien i 1863, det blev også formelt helt selvstændigt i 1878 og kongerige i 1882. I takt med det tyrkiske sammenbrud ekspanderede Serbien og Montenegro fra 1870erne, så de først omfattede alle serbiske områder i syd og derefter også store albanske og makedoniske områder. Den makedoniske grænse har ført til krig mellem Bulgarien og Serbien/Jugoslavien fire gange: i 1885, i 1912-13, i 1915-18 og i 1941-44.

Østrigs besættelse af B-H i 1878 (hvor serberne den gang var den største gruppe) efter et treårigt oprør mod tyrkerne gjorde Habsburg og Serbien til hovedkonkurrenter om loyaliteten i et stort område. Det storserbiske projekt gik ud på en stor sydslavisk stat, der også skulle omfatte kroaterne – når de havde forstået, at de i virkeligheden var serbere. Blandt kroaterne var der flere tankestrømninger. En af disse (de såkaldte trialister) ønskede en stort sydslavisk blok, som var ligestillet med Østrig og Ungarn inden for det habsburgske kongedømme, en anden en selvstændig kroatisk stat (der i maksimalversionen også skulle omfatte serberne, når disse bare havde fattet, at de i virkeligheden var kroatere), og en tredje en stor sydslavisk stat (betegnet Jugoslavien), der skulle omfatte alle de sydslaviske folkefærd.

Den 1. verdenskrig begyndte ved, at Habsburg forsøgte at knægte Serbien én gang for alle, idet mordet på Franz Ferdinand blev angivet som grund. Det kostede måske Serbien ca. en syvendedel af dets befolkning, endte med Habsburgmonarkiets sammenbrud – og førte derefter fra 1918 til en første afgørelse mellem de forskellige projekter.

Jugoslaviens tilblivelse

Det hastede med en beslutning: Italien var gået med i krigen på fransk-engelsk side i 1915 efter et løfte om en ordentlig skive af det habsburgske imperium. Efter forudgående diskussioner i 1917 samledes i november 1918 en stor gruppe serbiske, kroatiske og slovenske politikere og udråbte “Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige”, som det hed, inden det skiftede navn til Jugoslavien i 1929. Alexander, søn til den sidste serbiske konge Peter, blev udkåret til den første konge. Dette rige var lige så multinationalt som det habsburgske imperium havde været. Det bestod af Serbien og Montenegro (herunder de fra Tyrkiet i 1912-13 erobrede områder) samt dele af Østrig-Ungarn: store slovenske områder, Vojvodina og B-H, samt Kroatien, Slavonien  og Dalmatien.

Samtlige komponenter havde på deres side mange dele med forskellige territorialhistorie: Allerede Kroatien (af 1990) bestod af fjorten regioner med hver sin forskellige historie igennem de seneste par århundreder. Kongeriget undgik omhyggeligt alle forsøg på etnisk identifikation af de administrative enheder. Hver provins (banovina) blev opkaldt efter en større flod, og nogle grænser afveg fra de historiske eller etniske.

Et første problem gjaldt grundloven: serberne ønskede – og fik snart – en centraliseret stat (a la Frankrig), hvorimod slovenerne og kroaterne foretrak en løsere sammenslutning (a la Schweiz). Dette problem er dog blevet ved at vende tilbage hele tiden og bidrog til Jugoslaviens sammenbrud i 1991-92.

Den nye stat begyndte som et parlamentarisk demokrati, men så skete der – i det mindste overfladisk set – hurtig det samme som i 1990erne: partisystemet blev etnificeret, således at f.eks. Bondepartiet i praksis blev det kroatiske parti, og det Radikale parti det serbiske. Stort set havde kun kommunisterne medlemmer og vælgere i hele staten. Modsætningerne blev stærkere år for år, med drabet på den kroatiske leder Stjepan Radic i parlamentsalen som dramatisk højdepunkt. I 1928 tilbød kong Alexander slovenerne og kroaterne at udtræde, hvis de ønskede det. Det gjorde de ikke, da Mussolini, det ungarske Horthydiktatur og et Østrig med revanchistiske stemninger var de andre naboer.

I 1929 førte et statskup til et kongeligt diktatur, der i andres øjne også var et serbisk diktatur, en endelig realisering af det storserbiske projekt. Kroaterne klagede over at være sat uden for indflydelse, og albanerne blev udsat for en brutal tvangsserbisering. Kommunisterne blev forbudt og gik under jorden, og efter få år – i 1937 – blev Tito deres leder. I en aftale fra 1939 (Sporazumen) defineredes et specifikt Kroatien (herunder dele af B-H), men dette kompromis kom for sent: relationerne var alledere forgiftet, og kunde i hvert fald ikke overleve krigsudbruddet.

Da den kroatiske terrororganisation Ustasja, i samarbejde med den makedonske terrororganisation VMRO, myrdede kong Alexander i Marseilles i 1934, blev hans bror Paul formynder for prins Peter. Paul førte en tyskervenlig politik, som han betragtede som uundgåelig. I marts 1941 gik han dog for vidt, da han forkyndte at Jugoslavien ville tilslutte sig Stålaksen Berlin-Rom-Tokyo. Et statskup den 26. marts 1941 bragte landet tilbage til en neutralistisk linie, hvad der førte til Hitlers hævn.

Jugoslaviens første undergang

Den 6. april 1941 blev Jugoslavien overfaldet af Hitlertyskland i alliance med Italien, Ungarn og Bulgarien. De delte landet mellem sig, og nu var lejligheden der for det storkroatiske projekt. Den fascistiske Ustašabevægelse udråbte et selvstændigt Kroatien (i praksis bestående af en tysk og en italiensk besættelseszone), der på den ene side måtte afgive kystområder til Italien, men på den anden side blev udvidet med dele af Vojvodina ned til Beograds forstæder og med næsten hele B-H. I denne såkaldte Uafhængige Stat Kroatien (NDH) under poglavnik  (Führer) Ante Pavelic blev den serbiske civilbefolkning slagtet i hundredetusindvis, sammen med jøder, sigøjnere og politisk opposition mod Ustasja.

Igennem flere år lignede Jugoslavien 1980ernes Libanon eller 1990ernes B-H: ca. femten udenlandske og indenlandske hære kæmpede mod hinanden i varierende kombinationer. En tiendedel af landets befolkning, blev dræbt, dvs. over halvanden million. Blandt serberne, især dem i Storkroatien, var andelen langt højere endnu. I 1944-45 stod blandt andet kroaterne og deres muslimske allierede for tur, og mistede titusinder ved hævnaktioner fra serbiske monarkister, _etniki, og Titos partisaner. Titos partisaner stod sommeren 1945 som sejrherrer over alle andre indenlandske og – med en vis hjælp fra Sovjetunionen – udenlandske hære og væbnede grupper. De havde et nyt projekt: opbygningen af en socialistisk stat, hvor nationale modsætninger var et overstået stadium.

Jugoslaviens genskabelse

År 1945 var i endnu højere grad år O for Jugoslavien end for det meste af det øvrige Europa og ødelæggelserne og åreladningen endnu værre. Både det storserbiske og det storkroatiske projekt var blevet afprøvet og var brudt sammen. Nu handlede det om at bygge op mellem ruinerne og om at forhindre, at historien gentog sig. Det var kommunisterne, der var stærke nok til diktere opskriften.

Det var deres ideologi til en vis grad velegnet til: eftersom marxismen både forkaster nationalisme som en småborgerlig ideologi og er religionsfjendtlig, kunne den legitimere undertrykkelsen af samtlige nationalistiske ideologier. Med kirkerne (først den ortodokse, langt senere den katolske) sluttede man efterhånden politisk fred på den betingelse, at de ikke blandede sig i politik, men så sent som i midten af 1980erne kunne man få flere års fængsel for at synge en gammel serbisk eller kroatisk kampsang på en beværting.

De jugoslaviske kommunister udviste en markant selvstændighed over for Stalin i krigsårene, blandt andet ved at nægte at lade kong Peter komme tilbage eller at gå i koalition med de gamle, chauvinistiske politiske partier. I de første år efter krigen hørte de derimod til hans mest tro væbnere. Måske var dette et taktisk spil, fordi man havde behov for sovjetisk støtte i forbindelse med grænsespørgsmål over for Italien.

Mellemkrigstidens Jugoslavien blev genoprettet og sågar udvidet med en del øer og andre egne med blandet italiensk og kroatisk, hhv. slovensk befolkning. Efter 1945 bestod Jugoslavien af seks republikker: Slovenien, Kroatien, B-H, Serbien, Montenegro og Makedonien. Serbien blev desuden efterhånden skarpere og skarpere delt op i, hvad vi kan kalde Kerneserbien og de autonome områder: Vojvodina og Kosovo-Metohija (“Kosova” på albansk).

Bruddet med Sovjet kom i 1948. Dette medførte en omorientering af udenrigshandelen mod vest, i konsekvens af de sovjetiske økonomiske sanktioner. Disse sanktioner støttede også den jugoslaviske regering politisk (det gør økonomiske sanktioner næsten altid), men man måtte nu legitimere en særlig jugoslavisk vej til socialisme. Et hovedpunkt på denne vej var selvstyre, samoupravljanje. Da et forsøg med stærk centralstyring ville have rummet store farer, ligesom det ville have været farligt at koncentrere alt for meget magt i de enkelte republikhovedstæder, skabte man et kompliceret system (den jugoslaviske forfatning var verdens længste), som kombinerede elementer af centralstyre med elementer af autonomi for republikkerne og en betydelig grad af selvstyre på kommune- eller fabriksniveau. Et andet element i jugoslavisk identitet lå i den alliancefri bevægelse, grundet af Tito, Nasser og Nehru som
alternativ til bloksystemet.

Det så længe ud til at gå temmelig godt, især hvis man tager det uhyggelige udgangspunkt i betragtning. Man fik kraftig økonomisk udvikling, fred og fortsatte konstitutionelle kompromisser hjemme og en dygtig international balancepolitik mellem Øst og Vest. Det evindelige spørgsmål om, hvad der ville ske efter Titos død virkede mere og mere irrelevant, også i de første år efter hans død. Der var dog store problemer, der efterhånden også forstærkede hinanden. Lad os beskrive de vigtigste.

Opladning til krise

Opladning til krise: økonomiske faktorer
Jugoslavien gennemlevede en økonomisk krise igennem et par årtier (se Schierup, 1990), som manifesterede sig i faldende, derefter negativ, og til sidst accelererende negativ, økonomisk vækst, efter at de økonomiske reformer i 1965 afskaffede de centrale planlægningselementer, som tidligere havde suppleret det lokale selvforvaltningssystem. Den store udvandring, der kom igang for at afhjælpe arbejdsløsheden i overgangsperioden og indbringe hård valuta til landet, fik snart alvorlige hjemlige konsekvenser: mangel på kvalificeret arbejdskraft. De petrodollar, der kunne lånes billigt i 1975-81 blev ødslet på forbrug i stedet for at blive brugt til produktive investeringer, og Jugoslavien blev fanget i en gældsfælde, da dollarkursen og realrenten steg fra 1981.

Accelererende inflation og arbejdsløshed – og adskillige fejlslagne forsøg på løsninger – halverede realindkomsten i løbet af 80erne, der endte med at man var tilbage, hvor Jugoslavien havde stået i begyndelsen af 1960erne. Folk forsømte deres job i byen til fordel for familiebruget og diverse forretningstransaktioner for at få familieøkonomien til at løbe rundt, og den nationale økonomi led under det. Det ville have været en overraskelse, hvis der ikke var opstået radikale politiske bevægelser. Spørgsmålet var, hvilken slags radikalitet, der ville blive dominerende: venstrefløjs-, højrefløjs-, populisme, nationalisme eller en kombination?

Et andet element angik indkomstfordelingen. Uanset forsøg på interregional udligning voksede forholdet mellem indkomst pr. indbygger i Slovenien hhv. Kosovo fra 1:3 i 1947 over 1:5 i 1965 og til 1:8 i 1989. Overførslerne blev kraftigt reduceret efter 1965, men alligevel klagede alle parterne: Slovenien og Kroatien over at der blev brugt for meget på det fattige og ineffektive Syden, Serbien over at være bidragyder i stedet for den modtager, det efter den økonomiske statistik snarere burde være, og alle andre over, at de modtog for lidt og over at de sakkede bagud for de mere udviklede landsdele. Serbien blev også anklaget for at skumme fløden af hjælpen på vejen. Her, og i andre spørgsmål, følte alle sig snydt.

Et tredje element var økonomisk disintegration, blandt andet skabt af den stigende afhængighed af Vesten (60 pct. af Jugoslaviens udenrigshandel var med EF). Samhandelen faldt mellem republikkerne, handel foregik i stigende grad enten i republikkerne internt eller med det internationale marked. De lokale økonomiske systemer blev mere indadvendte og samtidig i stigende grad knyttet til magtfulde centre i Sydtyskland og Norditalien.
Disse økonomiske problemer skyldtes mange ting, som en forfatter forenklet sammenfattede i denne formel: ved at prøve at kombinere socialisme og kapitalisme fik man det værste fra begge. Den store autonomi for republikkerne (og Vojvodina og Kosovo) førte til, at de alle kunne blokere forsøg på at genoprette økonomien ved en effektiv og stram politik – og så kørte krisen videre.

Opladning til krise: etnisk-nationale modsætninger
Et vigtig element i den titoistiske vision var at overskride de gamle og skæbnesvangre nationale identifikationer, både ved at blive gammel chauvinistisk nationalisme kvit og ved at skabe en fælles identitet som ‘jugoslaver’. Det sidste kom i praksis aldrig særlig langt: der har ingen folketælling været, hvor andelen af dem, der betegner sig selv som jugoslavere, har været højere end ca. 11 pct., og i 1964 ophørte partikongressen op med aktivt at opmuntre folk til at gøre det. I 1981 var andelen nede på de samme 5-6 pct. som i 1948 (og i 1991 nede på 3 pct.) Folk identificerede sig i første række som serbere, kroatere, muslimer m.v., og dette førte også til stigende markering af forskelle.

Grundlovskompromisset i 1974 gjorde det officielle sprog i Serbien til “serbisk”, i Kroatien til “kroatisk” og i B-H til “serbisk eller kroatisk eller serbokroatisk/kroatoserbisk, som det tales i Bosnien og Hercegovina”, og anerkendte “muslim” som en særlig nation.

Bag og under kompromisserne fandtes dog adskillige underliggende historiske traumer, som definerede latente konflikter. De stak dybt i gamle folkelige følelser og blev lejlighedsvis skærpet ved politisk manipulation. De kom f.eks til udtryk i Kosovo i 1968 og 1981 og i MASPOK-bevægelsen i Kroatien i 1971. Efter midten af 1980erne indgik de i en ond cirkel imellem de politiske ledere og endte med at fange politikerne i en fælde.

Tre traumer var særligt vigtige. De beskrives her uden at vi forsøger at vurdere deres faktuelle nøjagtighed. Et traume defineres af en national historisk hukommelse, ikke af professionelle historiografer.

Traumet mellem serber og kroater er af nyere dato. Da serberne og kroaterne fra det ottomanske og det habsburgske imperium kæmpede mod hinanden var det som soldater, ikke som folk. Et udbredt kroatisk synspunkt er som følger. De grundlæggende årsager beror på, at serberne har domineret Jugoslavien siden 1918. Den kongelige familie, Karadzordzevic, var serbisk. Den ortodokse kirke blev favoriseret. Serberne dominerede militæret og politiet fuldstændigt. Kroatiske protester blev undertrykt, selv politiske mord blev brugt, navnlig under det serbiske kongelige diktatur efter 1929. I 1941 genvandt kroaterne endelig deres egen stat efter århundreders fremmed overherredømme, men tyskerne og italienerne tillod Ante Pavelic at komme til magten, og han massakrerede jøder, zigøjnere, kroatiske demokrater og serbere. Kroaterne udgjorde størstedelen af Titos partisaner, som led store tab i kampene mod Ustasa regimet. Civile kroater blev nedslagtet af serbiske ultranationalister, Cetniki. Tito’s bolsheviker udryddede kroatiske tropper og civile som blev sendt hjem af de allierede. Efterkrigstidens kommunistiske regime var antikroatisk og kroatiske nationalfølelser blev undertrykt af censur, fængslinger og udrensninger i partiet.

Mange serbere er overbevist om, at det var kroatisk sabotage, der fik forfatningen til at bryde sammen i 1929. Kroatiske terrorister, ustaše, drev politisk drabsvirksomhed, som f.eks. mordet på kong Alexander i 1934. Efter Hitlers angreb fik Pavelic sit Storkroatien (som inkluderede B-H). Hans “Endlösung” for de to millioner serbere var: “dræb en trediedel, omvend en tredjedel (til katolicisme), fordriv en tredjedel”. Ustaša slagtede adskillige hundretusinder af serbere i koncentrationslejre og lokale massakrer. Under og efter krigen, blev de serbiske cetniki forfulgt og nedslagtet af kommunister under kroaten Tito. Det kommunistiske regime var anti-serbisk og serbiske nationalfølelser blev undertryk af censur og fængslinger. Konstitutionelle forandringer gav Vojvodina og Kosovo indflydelse i Serbien, men ikke Serbien indflydelse dér.

Det andet traume er imellem serbere og muslimer, i Bosnien-Hercegovina and Sandzak Novipazar. Set gennem mange serberes briller, var muslimerne tyrkernes, østrigernes og Ustašas villige redskaber imod serberne. Muslimske øjne ser racistisk adfærd fra serbisk side, herunder udvisninger til Tyrkiet, kulminerende med cetniki’s folkemord i B-H.

Det tredje traume findes imellem serbere og albanere. Albanerne ser en skrupelløs serbisk besættelse helt fra 1878, som har involveret stadig større albanske områder, derefter en serbisk kolonisation af Kosova og racistiske forsøg på serbisering og udvisning fra Serbien til Tyrkiet. Under anden verdenskrig foretog serberne massakrer på albanerne, og det har gentaget sig gang på gang siden da. En udbredt serbisk version er, at tyrkerne jog serberne bort fra hjertet af deres historiske hjemstavn og erstattede dem med islamiserede albanere. Under Anden Verdenskrig samarbejdede albanske facister, Balli Kombetar, med besættelsesstyrkerne imod serberne og forjog mange fra Kosovo. Tito belønnede den albanske opstand i 1968 ved i 1974 at indsætte en korrupt albansk regering, som diskriminerede imod serberne. Mange blev dræbt eller udsat for trusler og flygtede nordpå for at finde sikkerhed.

De fleste af disse opfattelser, som stammer fra familietradition eller politisk propaganda, har en vis baggrund i historien, i nogle tilfælde endda temmelig meget. De er uenige om hvor mange der er blevet dræbt, i hvilken udstrækning forskellige folk tog del i begivenhederne, og om hvorvidt disse var typiske eller undtagelser.

Alle grupper ser sig selv som de historiske ofre for en brutal undertrykkelse, eller endog folkemord. Efter 1945 blev disse følelser undertrykt i den nationale forsonings navn (Broderskab og Enhed), men de forsvandt ikke og blev givet videre, for eksempel gennem mundtlig familietradition. Hvad én gruppe ser som ægte historisk grund til retfærdig klage bliver ofte af andre afvist som ren myte eller enorm overdrivelse. Dette skærper de traumatiske relationer og lægger yderligere til traumet fra ikke at blive hørt.

Hvor undertrykkelsen af opstandene i 1968 og 1971 var overladt til politiet og partiet og på overfladen så succesrig ud, spillede forbundshæren en vigtig og særdeles brutal rolle da de albanske demonstrationer blev slået ned i 1981. Nu var den accelererende økonomiske krise også der som god grobund for nationalisme. Den albanske nationalisme blev yderligere forstærket af undertrykkelsen, men efterspillet genoplivede også den serbiske. Serbiske journalister underminerede det langvarige tabu mod nationalisme og dækkede, eller opfandt frit, kosovo-serbiske klager over albansk forfølgelse. De var derved  – med hensigt eller uafvidende – med til at skabe muligheden for at Milosevic kunne overtage magten i Serbien i 1986-87 på basis af en nationalistisk platform. For første gang siden 1945 opmuntrede en partiledelse åbent nationalisme (de kroatiske eller albanske partimedlemmer som havde gjort det tidligere blev hurtigt smidt ud af partiet).

Samtidig udarbejdede en arbejdsgruppe af akademikere et udkast til et memorandum til det Serbiske akademi for kunst og videnskab, hvoraf kopier og uddrag blev lækket og skabte udbredt rygtedannelse. Det hovedbudskaber synes at have været: (1) bevar og demokratisér Jugoslavien med lige ret for alle folk; (2) hvis Jugoslavien falder fra hinanden, bør serbere leve sammen, d.v.s. de administrative grænser bør revideres; (3) der blev fremsat forslag til sådanne revisioner og til hvordan de kunne implementeres.
Dette memorandum, eller rygterne om det, kom i høj grad til at bidrage til andre nationalismer.

Serbere ville måske finde det ganske uskadeligt – det fastslog blot de indlysende kendsgerninger om identitet og sikkerhed. Hvis det derimod var beregnet på at advare imod løsrivelser, var det yderst selvmodvirkende: elementerne (2) og (3) blev opfattet som planer foran umiddelbar implementering. Frygten for serbisk nationalisme og jugoslavisk centralisme tog til, da Serbien begrænsede provinsernes selvstyre i 1988 (og senere helt afskaffede det) og undertrykte protesterne i Kosova, mens serbiske massedemonstrationer i Vojvodina og Montenegro fik væltet regeringerne dér til fordel for mere serbisk-nationalistiske. Åben kroatisk nationalisme så lyset igen. Slovenien orienterede sig for første gang mod løsrivelse og reviderede sin forfatning i 1989 til at give sig selv retten til en ensidig uafhængighedserklæring (hvad der blev underkendt af Højesteret).

Opladning til krise: konstitutionelle konflikter
Også efter 1945 og de første konstitutionelle kompromisser blev grundloven ved med at være et problem både på trods af og på grund af, at decentraliseringen gik stadig videre i hvert kompromis. For eksempel blev systemet aldrig så selvforvaltet som i den politiske retorik om samoupravljanje, der efter 1965-reformerne mere og mere forfaldt til et protektionistisk system af lokale patroner (parti, teknokrater) og klienter, som blev købt med lønstigninger for lånte penge. Det konstitutionelle kompromis af 1974 forstærkede yderligere selvstyret i republikkerne og tilmed i Vojvodina og Kosovo. Denne løse føderation med otte komponenter med meget forskellige økonomier viste sig stadig tydeligere ude af stand til at løse økonomiske problemer gennem politiske beslutninger: Den konstitutionelle kompleksitet gav hver enhed vetoret imod forandring.

Efterhånden kom de otte kommunistpartier til i første række at opfatte sig selv som slovener, montenegrinere, m.v., og dannede lokale, mere eller mindre feudale etnokratier. Sabrina Ramet har beskrevet, hvordan Jugoslavien i de sidste tredive år fungerede som en form af reguleret anarki, hvor disse otte aktører plus forbundsregeringen og forbundshæren indgik skiftende koalitioner med hinanden, alt efter hvad sagerne gjaldt og hvilke interesser, parterne havde i dem.

Grundloven indeholdt også et andet konfliktelement. Den jugolaviske udgave af leninismen medførte en konstitutionel inddeling af folk i kategorier som nationer, nationale mindretal (eller nationaliteter) og etniske grupper. Nationer var folk, som primært levede i Jugoslavien: slovenere, kroater, serbere, montenegrinere, makedonere og – efter 1974 – også muslimer. Folk, hvis flertal levede i andre stater (ungarere, albanere, tyrker, italienere o.s.v.) var nationale mindretal uden krav på egen republik. Det var denne doktrin der blev udfordret af albanerne i Kosova/o i 1981, da de forlangte deres egen republik i Jugoslavien.

Dette var totalt uacceptabelt for lederne i Serbien, der heller ikke blev modsagt af nogen anden republik. Foruden det konstitutionelle argument gik de serbiske argumenter på identitet: Kosovo som det gamle serbiske kejserdømmes vugge, med Kosovo Polje og utallige serbiske middelalderkirker og klostre. Et andet hovedargument var sikkerhedspolitisk. En eventuel albansk republik kunne komme til at erklære sig uafhængig (selv om det ville være grundslovstridig) og så slutte sig til Albanien. De sovjetiske invasion i Afghanistan havde skabt megen nervøsitet i Belgrad og fremmanede et tænkelig scenarie med spændinger imellem Jugoslavien og et Sovjetunionen i samarbejde med Bulgarien og Albanien: et sandt mareridt for alle jugoslaviske sikkerhedsplanlæggere.

Opladning til krise: ydre faktorer
Gorbachev bidrog til opløsningen af Jugoslavien ved at afslutte den kolde krig, som havde defineret den samme sikkerhedspolitiske raison d’être for Jugoslavien, som de fascistiske nabostater leverede i førkrigsperionden. Dette svækkede en af Sloveniens hovedgrunde (ved siden af det jugoslaviske marked) for at blive i Jugoslavien, og vi så lignende udviklinger i Kroatien og andetsteds. De østeuropæiske regimers fald bidrog videre til voksende krav på ophævelse af kommunistpartiets politiske monopol og afholdelse af pluralistiske valg, der så fandt sted i alle republikkerne i 1990, først i Slovenien og Kroatien, til sidst i Serbien og Montenegro.

Et andet offer for afslutningen af den kolde krig var den forholdsvis store forbundshærs raison d’etre. Den blev truet med nedskæringer af den europæiske afspænding, og endnu mere truet af risikoen for en opløsning af Jugoslavien. Det kom til at bestemme dens positioner i slutspillet mellem republikkerne.

Dæmpende faktorer
Blandt de velkendte og tilbagevendende årsager til krige finder vi økonomiske kriser, nationalisme, territoriekonflikter og secessionskrav. Alt dette var præsent i rigelig mål i Jugoslavien i 1990. At der blev krig i Jugoslavien kræver derfor måske mindre forklaring end, hvordan det var muligt at holde sammen på det i så lang tid.

Hovedfaktorerne her var den kolde krigs sikkerhedsimperativ, det kommunistiske partimonopol, den titoistiske jugoslavisme og dens særlige stilling i forbundshæren. I 1990 var den kolde krig ovre. I partiet var ‘partisangenerationen’ forlængst erstattet af ‘etnokraterne’, der var enige om stadig mindre: det faldt også formelt fra hinanden, idet det slovenske kommunistparti forlod det i februar 1990. Desuden tabte partiet sit politiske monopol i 1990. Selv om jugoslavismen aldrig havde held til at skabe ret mange jugoslaver, havde den skabt sammenhold i lang tid. Den var dog alt for tæt knyttet til marxism-leninisme for at kunne overleve politisk pluralisme: ikke en gang liberale versioner af den kunne måle sig med løsladt nationalisme. Forbundshæren var under angreb fra forskellige sider: Kroatien og Slovenien prøvede at stille deres egne nationalgarder op, samtidig med at de krævede radikale nedskæringer af forbundshærens budget.

Prognosen for Jugoslavien i 1990 var altså yderst alarmerende, med høj risiko for krig af mange grunde. Faktisk rapporterede CIA allerede i sommeren 1990, at en borgerkrig kunne være at vente inden for 18 måneder.

Litteratur

Jugoslaviens historie siden 1918 belyses fra forskellige vinkler i standardverker som
Ivo Banac: The National Question in Yugoslavia: Origins, History, Politics, Ithaca, NY: Cornell University Press 1984.
Stefan K. Pawlowitch: The Improbable Survivor: Yugoslavia and its Problems, 1918-1988, London: Hurst 1988.

Den udenrigspolitiske side beskrives i Lars Nord: Nonalignment and Socialism: Yugoslav Foreign Policy in Theory and Practice, Stockholm: Rabén & Sjögren 1974.

Den bedste analyse af vekselvirkningen mellem økonomisk og politisk udvikling er Carl-Ulrik Schierup: Migration, Socialism and the International Division of Labour: The Yugoslav Case, Aldershot: Avebury 1990.

Sabrina P. Ramets Nationalism and Federalism in Yugoslavia 1962-1991, Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press 1992 har en dybdeborende analyse af det politiske spil.

Svein Mønnesland: Jugoslavia: før og efter, Oslo: Sypress 1992 tegner et grundigt billede af de forskellige folkefærds kulturelle baggrund.

Udviklingen af den militære doktrin og forbundshæren analyseres i Adam Roberts Nations in Arms: The Theory and Practice of Territorial Defence, New York: Praeger 1986, og i James Gow: Legitimacy and the Military; The Yugoslav Crisis, London: Pinter 1992.

Der findes også en række mere journalistiske fremstillinger af interesse. Franz von Jessen: Mænd og Kampe på Balkan, Copenhagen: Gyldendal 1913 er en nyttig påmindelse om, hvor gamle mange af problemerne er. Jahn Otto Johansen: Ustasja, Oslo: Cappelen 1984 er en balanceret fremstilling (men har et alt for højt tal på ofrene i Jasenovac).

Christine von Kohl og Wolfgang Libal: Kosovo: Balkans gordiske knude, København: Det Udenrigspolitiske Selskab 1992 præsenterer den albanske sides opfattelse. Gunnar Nissen: Jugoslaviens storhed og fald, København: Branner og Korch 1992 tegner et panorama over efterkrigstidens Jugoslavien baseret på lang personlig erfaring.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: