Krisernes dynamik

Af Håkan Wiberg

Trykt som kapitel 1 i Erik A. Andersen og Håkan Wiberg (red.), Storm Over Balkan, C.A. Reitzels forlag, København 1994.

Ingen europæiske politikere i efterkrigstiden er blevet stillet over for sværere eksamensopgaver end de jugoslaviske. Den endelige katastrofe beroede på flere ting: kvaliteten på politikerne var dalende, samtidigt med at flere forværrende faktorer voksede og flere af de dæmpende faktorer blev svækket. Resultatet blev en spiral, blandt andet accelereret af aktørerne selv: igennem flere år er det ofte lykkedes de fleste politiske aktører i det fhv. Jugoslavien – set i henhold til fredens bevarelse – at gøre de værst tænkelige ting på det værst tænkelige tidspunkt, og det samme kom hurtigt til at gælde de eksterne aktører, der kom i kontakt med konflikterne.

Konflikterne fra folkeperspektiv

Der er to hovedmåder at betragte konflikterne i det fhv. Jugoslavien på: som konflikter mellem (og inden for) folk, og som konflikter mellem (og inden for) politiske enheder: republikker, stater, m.v. For at forstå konflikterne må man bruge begge måder og især se på vekselvirkningerne mellem de to ting.

Lad os derfor begynde med en drastisk forenklet katalog over de forskellige folk, der var. I de jugoslaviske folketællinger valgte folk selv hvilken (eller ingen) nationalitet de tilhørte. Den sidste (nogenlunde) ordentligt gennemførte folketælling fandt sted i 1981 (den i 1991 var på flere måder manipuleret) og gav følgende procenttal for de største grupper: Serbere 36,3; kroatere 19,8; muslimer 8,9; slovener 7,8; albanere 7,7; makedonere 6,0; jugoslaver 5,4; montenegrinere 2,6; ungarere 1,9; Roma (sigøjnere) 0,7.

Lad os antyde enkelte af de mange komplikationer: Serberne omfatter også (de fleste af) de rumænsktalende vlacher. Muslimer er næsten udelukkende serbokratisktalende personer i B-H og Sandjak, hvorimod en albansktalende muslim normalt betegner sig som albaner og en tyrkisktalende som tyrker. Blandt jugoslaverne var der bl.a. titoistiske idealister, ateistiske muslimer og storserbere. De fleste montenegrinere ville traditionelt også betegne sig som serbere. Roma er stærkt undervurderet, fordi mange af dem selv betegner sig som serbere, makedonere, etc.

Der var ingen enkel sammenhæng mellem folk og politiske enheder. Folketællingen i 1981 gav følgende resultat: I Kerneserbien var der 85 pct. serbere, med muslimer og albanere som de største mindretal; i Kosovo 77 pct. albanere og 13 pct. serber; i Vojvodina 54 pct. serber og 19 pct. ungarere, med jugoslaver og kroater som største andre grupper. I Slovenien var 91 pct. slovener og ingen anden gruppe større end et par pct.; i B-H var muslimerne 40, serberne 32 og kroaterne 19 pct., og de fleste af de øvrige var jugoslaver. I Kroatien var kroaterne 75 og serberne 12 pct. I Makedonien var makedonerne 67, albanerne 20 og tyrkerne 5 pct. I Montenegro var montenegrinerne 69, muslimerne 13 og albanerne 7 pct.

Enkelte detaljer i disse tall var suspekte: der er f.eks. grund til at tro, at albanerne var markant underregistreret, især i Makedonien. Efter 1981 har vi haft forskellige fødsels- og dødstal, forskellig migration, individuelle omklassificeringer og i de sidste to år de gevaldige flygtingestrømme mellem republikkerne (ca. 3/4 mio. til Kroatien og næsten lige så mange til Serbien, m.v.) og ud af det fhv. Jugoslavien (ca. 3/4 mio.). Tallene må derfor tages med et stort gran salt.

Lad os nu begynde ved at betragte de enkelte større folk som subjekter i forskellige interne og eksterne konflikter; vi kommer nedenfor tilbage til hvordan konflikterne ser ud, når vi gør politiske enheder til konflikternes subjekter. En vigtig grund til at se på folk er, at meget af den politiske adfærd vi har set i de jugoslaviske konflikter peger på, at mennesker ofte i første række identificerer sig i etniske termer frem for i politisk-territorielle, hvis der er en modsætning og hvis de bliver nødt til at vælge. Det indebærer også en grov forenkling, at denne opstilling betragter de enkelte folk som homogene. Lad os begynde med at udmønte denne reservation ved at pege på nogle interne uenigheder inden for de forskellige større folkefærd.

1. Serberne
Der er betydelige forskelle mellem serbere i og uden for Kerneserbien: de sidste har opfattet sig som betydeligt mere truet av opløsningsprocessen. Propaganda fra Beograd var oprindelig en faktor i dette, men ville have været virkningsløs, hvis der ikke havde været grusomme historiske erfaringer at bruge som klangbund. Befolkningstabene i Serbien i 2. verdenskrig skyldtes overvejende Hitlertyskland, de i Storkroatien (herunder B-H) overvejende Ustaša’s folkemord. En anden distinktion, som delvis overlapper med den første, er mellem `bjergserber’ og `lavlandsserber’: der var stor afstand i opfattelser og anskuelser mellem flertallet blandt serberne i f.eks.  Beograd, Sarajevo og Zagreb på den ene side og flertallet blandt serberne ude på Serbiens landsbygd, i Krajina og på B-H’s landsbygd på den anden. For svært mange serber i Krajina og B-H fandtes der kun tre sikkerhedsløsninger: enten at blive i Jugoslavien, eller at komme med i et Storserbien, eller, i værste fald og som sidste forsvarslinie, at danne deres egne Lille-Serbien i Krajina hhv. B-H. Allerede blandt serberne i Kroatien fandtes der flere forskellige holdninger, fra intellektuelle i Zagreb, der ville have sig frabedt at blive sorteret i serbere og kroater, til landsbybefolkning i Krajina, der aldrig vil acceptere at blive indlemmet i et selvstændigt Kroatien.

Der er også politiske forskelle i “demokraturet” Serbien. Slobodan Milosevic og hans Socialistparti er gentagne gange blevet genvalgt, hhv. største parti, blandt andet takket være stærk kontrol over massemedierne. På ene side består oppositionen af en lang række partier, fordelt fra venstre til højre og fra nationalistiske till antinationalistiske. Vuk Draskovic, lederen for det Serbiske Fornyelsesparti, var tidligere mere serbisk end Milosevic, men udskiftede derefter det storserbiske flag med et antikrigs- og demokratisk flag. På den anden side er Vojislav Šešeljs temmelig fascistiske Radikale parti, der i sidste valg fik omtrent lige så mange mandater som den samlede demokratiske opposition. Draškovic’ rokade havde muligvis at gøre med, at han blev udkonkurreret af Šešelj på den storserbiske flanke. Mange mener, at Šešelj oprindelig var Miloševic’ skabning; i dag tager han dog næppe ordre fra nogen.

2. Kroaterne
Kroaterne var koncentreret i Kroatien i højere grad end serberne i Kerneserbien. De største grupper udenfor var ca. tre kvart million kroater i B-H og henimod 100,000 i Serbien (langt de fleste i Vojvodina). Lige som blandt serberne var der en tendens til at `bjergkroaterne’ i Krajina og (de fleste i) B-H var de mest militante. Efter Kroatiens secession var det også højst usandsynligt at kroaterne i B-H ville affinde sig med noget af de to hovedalternativer: at blive i Jugoslavien eller at blive mindretal i et muslimskdomineret rest-B-H som serberne havde forladt.

Der er også politiske forskelle i “demokraturet” Kroatien. Franjo Tudjman og hans HDZ er gentaget blevet genvalgt, hhv. største parti, blandt andet takket være stærk kontrol over massemedierne og kampagnepenge fra udlandet. På den ene side af ham består oppositionen af en lang række partier, fordelt fra venstre til højre og fra nationalistiske till (meget små) antinationalistiske. På den anden side er Dobroslav Paragas temmelig fascistiske Retsparti, HSP: både partiet og dets hær, HOS, har sågar overtaget navnet fra Ante Paveli_. Det er dog betydelig mindre end Šešeljs, idet mange af dets meningsfæller er at finde i højrefløjen af HDZ. Til gengæld er presset på Tudjman fra den demokratiske opposition til at optræde mere militant større end tilsvarende pres på Miloševic i Serbien. I krisen i 1991 var der tre hovedlinier: Storkroaterne (Paraga, m.v.) ville udvide republikken Kroatien, den overvejende position (Tudjman m.v.) var for et selvstændig Kroatien inden for de jugoslaviske grænser fra 1945-90, og et lille mindretal var parat til at betale for selvstændigheden ved at frigive serbiskbefolkede dele.

3. Slovenerne
Slovenernes flertalsopfattelse svingede i årene før og efter 1990 fra at blive i Jugoslavien til en relativt høj konsensus om fuld selvstændighed. P.g.a. det tætte sammenfald mellem Slovenien og slovener er der ikke geografisk forskellige grupper med forskellige interesser. Konflikterne inden for Slovenien er mere af den højre/venstre-karakter, der er normal for demokratier. Der har hele tiden været bred enighed om at stå så langt uden for den kroatisk/serbiske konflikt som mulig, selv om et lille ultranationalistisk mindretal ønsker Slovenien ind på Kroatiens side.

4. Muslimerne i B-H
Muslimerne i B-H (der er også mindretal i Serbien og Montenegro) blev med secessionerne i nord stillet over for et skæbnesvangert valg: En mulighed var at blive i Jugoslavien, risikere serbisk dominans og desuden en krig med kroaterne, der så ville prøve at rive sig løs på egen hånd. En anden mulighed var at prøve at gøre B-H til en selvstændig enhedsstat, hvad der ville føre till en krig med serberne, evt. også kroaterne, og derved til en opdeling alligevel. En tredje mulighed var at prøve at få en islamisk stat, hvor valget så ville stå mellem at den ville bestå ef flere enklaver og at tage en krig med både serbere og kroater om grænserne. Så længe der så ud til at være en mulighed for at bevare Jugoslavien var det ledelsens linie; da den ikke mere fandtes, blev en selvstændig enhedsstat den dominerende linie.  Der var oprindelig ikke meget støtte for en islamisk stat, blandt andet fordi muslimerne i B-H overvejende var sækulariseret, men den kan forventes at stige i takt med øgende polarisering og som svar på katolsk og ortodoks fundamentalisme blandt kroatere, hhv. serbere.

5. Montenegrinerne
Montenegrinerne er traditionelt “mere serbiske end serberne”, men siden 1800-tallet har en del af dem (“de hvide”) draget den konklusion, at de ønsker sammenlægning med Serbien, og andre (“de grønne”) den, at de ønsker et selvstændigt Montenegro. Folkeafstemningen i 1992 gav et flertal for, at Serbien og Montenegro skulle danne det nuværende Jugoslavien, men også derefter har regeringen ved givne lejligheder forkyndt, at deres forbliven i Jugoslavien ikke er ubetinget.

6. Makedonerne
Makedonerne stod også først overvejende for et udelt Jugoslavien. Da delingen begyndte, blev dette en mindretalsholdning, og der var stort flertal for en selvstændig stat. Der er delte meninger om, hvilke mindretalsindrømmelser man skal give albanerne: næsten ingen vil lade dem være ligeberettiget nation, Gligorovs reformkommunister er for mindretalsbeskyttelse, og det største makedonske parti VMRO vil ikke give nogle indrømmelser – den militante fløj vil fordrive dem. Et andet spørgsmål gælder staten selv. Regeringens position er at Makedonien ingen territoriekrav har over for naboerne. VMRO’s partiprogram og omdelte kort taler om et Stormakedonien, hvoraf 38 pct. er det nuværende Makedonien, 51 pct. nord-Grækenland og 11 pct. vest-Bulgarien. Et mindretal i VMRO vil slå Makedonien sammen med Bulgarien.

7. Albanerne
Albanerne danner et stort flertal (over 80 pct.) i Kosova/o, små mindretal i Kerneserbien og Montenegro og et stort mindretal (efter egen opfattelse 35-40 pct.) i Makedonien. Vi har derfor forskellige grupper med delvis forskellige interesser. Blandt albanerne i Kosova/o er det gamle krav på deres egen republik i Jugoslavien blevet afløst af næsten total konsensus om at Kosova/o inden for de gamle grænser skal blive selvstændig stat. En sammenlægning med Albanien i en nær fremtid forekommer derimod at være en mindretalsholdning. Albanerne i Kosova/o har helt trukket sig ud af det politiske spil i Jugoslavien og boykotter folketællinger, valg, m.v. Albanerne i Makedonien har derimod spillet med dér, og er nu repræsenteret i koalitionsregeringen. Endelig er der et mindretal, der drømmer om et Storalbanien, omfattende vest-Makedonien, Kosovo, Albanien og dele af Grækenland, Kerneserbien og Montenegro.

Der fandtes også en lang række konflikter mellem forskellige folkefærd; vi begrænser os til de største og vigtigste:

8. Kroatere/serbere
Foruden de historiske traumer beskrevet i kap. 1. omfattede konfliktemnerne blandt andet: a) diskrimination af serber i Kroatien; b) diskrimination af kroater i Serbien; c) om Kroatien skulle forlade Jugoslavien eller ej;  d) storserbiske hhv. storkroatiske krav på grænseændringer mellem Serbien og Kroatien, e) krav på selvstændighed fra de serbiske dele af Kroatien, e) magtrelationer i og evt. opdeling af B-H.

9. Serbere/slovenere
Ingen dybe historiske traumer, men stigende meningsforskelle i de sene 1980er, blandt andet i anledning af slovensk støtte for albanerne og serbisk ophidselse derover, hvad der endelig førte til en serbisk boykott af slovenske varer og til at Slovenien trak sig ud. Derefter har begge parter haft deres hovedproblemer med kroaterne.

10. Serbere/muslimer
Handlede bl.a. om gamle historiske traumer (se kap.1). I slutkrisen fra 1991 gjaldt hovedmodsætningerne B-H, herunder dens forbliven eller ikke i Jugoslavien, de interne magtrelationer i B-H og eventuel opdeling. Et andet konfliktemne var Sand_ak-området i Serbien og Montenegro, hvor serbere/montenegrinere og muslimer var omtrent lige så mange.

11. Serbere/makedonere
Handlede om (små) mindretal i hinandens republikker, om makedonske klager over traditionel serbisk dominans og om, hvorvidt Makedonien skulle blive i Jugoslavien.

12. Serbere/albanere
Handlede om historiske traumer (se kap. 1), og i den aktuelle situation om det serbiske parlaments afskaffelse af Kosova/os autonomi, om albanernes gamle krav på en selvstændig republik i Jugoslavien og senere en selvstændig stat, om serbiske klager over diskriminering i autonomiperioden og albanske klager over brutal serbisk undertrykkelse af dem.

13. Kroatere/slovener
Ingen traditionelle konflikter, men gensidig diskrimination af små mindretal ved nye sproglove, m.v., og ret forskellige forestillinger om, hvor tæt Kroatien og Slovenien skulle være koblet til hinanden i aktionerne for selvstændighed fra Jugoslavien.

14. Kroatere/muslimer
Handlede i første række om magtrelationer og eventuel opdeling af Bosnien/Hercegovina, men også om definitionen af muslimer i Kroatien.

15. Makedonere/albanere
Albanerne er idag mellem en fjerdedel og to femtedele i Makedonien, afhængig af hvis tal man tror på, og danner flertal i store dele af vest-Makedonien. Deres modsætninger fremgår af pkt. 6 og 7.

Konflikterne fra statsperspektiv

Der er et vekselspil mellem folk og statsledelser. Stemninger og opfattelser i en folkegruppe kan være “spontane”, evt. historisk rodfæstet, eller de kan være resultatet af vellykket manipulation fra politiske ledelser. I begge tilfælde giver de en del grænser for, hvad de politiske ledelser kan gøre, og de kan sågar diktere, hvad de må gøre for at overleve politisk (evt. også fysisk) – i hvor høj grad afhænger bl.a. af, hvor stærke magtmidler ledelserne råder over.

Hvorom alting er, er det på ethvert tidspunkt ledelserne i de territoriale enheder, hvad enten de kaldes republikker, stater eller noget andet, som optræder som aktører. Det er dem der tager beslutninger, forhandler med hinanden. I kap. 1 er de ti traditionelle aktører (indtil ca. 1990 beskrevet). I slutfasen (1987-90) forsvandt de to autonome områder som aktører og med opløsningen blev Jugoslaviens regering også elimineret eller skiftede karakter. Til gengæld opstod en række nye selvudråbte aktører, i første række regeringerne i de serbiske republikker i Kroatien og B-H og i kroaternes Herceg-Bosna i B-H, plus den albanske regering i Kosovo.

De konflikter, der blev remset op i sidste afsnit, tilhører overvejende to hovedtyper. Den ene type handler om mindretal i en republik, der ser sig diskrimineret eller truet: de to store konflikter af denne type er serbere/kroatere og serbere/albanere, men flere af de andre rummede også politisk dynamit. Den anden type handler om politiske enheders autonomi eller sågar secession – hvad der også plejer at være politisk sprængstof. Selv om der er klare tilfælde af den første type (mindretalsgrupper, der kun vil sikre rettigheder men ikke kræver selvstændighed) eller anden type (Sloveniens secession), er der ingen skarp grænse: den første kan skabe den anden (Kosova/o) eller omvendt (serberne i Krajina og B-H).

De folkeafstemninger, der har været, har handlet om både 1. og 2. generations secessioner: Slovenien om uafhængighed den 23.12.90 (93 pct. deltog, 88 pct. for); Kroatien om uafhængighed den 19.05.91 (75 pct. deltog, 92 pct. for); Krajina om tilslutning til Serbien den 12.05.91 (73 pct. deltog, 99 pct. for); Makedonien om uafhængighed den 08.09.91 (ca. 75 pct. deltog, mange albanere boykottede, 95 pct. for), Kosovo om uafhængighed den 26-30.09.91 (deltagelsen uklar, 95 pct. for); Sand_ak den 27.10.91 (boykottet af den serbiske halvdel, blandt muslimerne flertal for); albanerne i Makedonien om uafhængighed fra Makedonien den 10-11.1.92 (ukendt deltagelse, 90 pct. for); serberne i B-H om uafhængighed fra B-H den 10.11.91 (stort flertal for); B-H om uafhængighed fra Jugoslavien den 01.03.92 (64 pct. deltog, serberne boykottede, stort flertal for); Montenegro om tilslutning til Jugoslavien den 01.03.92 (flertal for tilslutning). En del af disse afstemninger handlede om at legitimere politiske beslutninger, der allerede var taget, andre blev senere fulgt op med uafhængighedserklæringer, andre igen har (endnu) ikke ført til noget.

Det første udtryk for folkesuverænitet var dog indførelsen af frie valg i samtlige republikker i 1990. De kunne overfladisk se ud som en gentagelse af politikens etnificering i begyndelsen af 1920erne. De nationalistiske politikere sad gennemgående med trumfen, hvad enten de var kommunister eller (ofte nyomvendte) antikommunister; kommunisterne eller deres partipolitiske arvtagere klarede sig kun der, hvor de var nationalister i langt højere grad end kommunister (især i Serbien). I B-H faldt f.eks. kun en lille brøkdel af stemmerne på partier der ikke var klart identificeret som serbiske, kroatiske eller muslimske, og sågar i Slovenien var der stort flertal for de nationalistiske partier. I flere af republikkerne var hovedkonkurrenterne til de nye regeringer partier, der var endnu mere nationalistiske.

Dermed var betingelserne for en fredelig løsning af de eksisterende konflikter blevet endnu ringere, idet vinderne af valgene havde meget lille spillerum for kompromiser. De engagerede sig alle i forskellige demonstrationer af deres suverænitet, som accelererede ind i en ond konfliktspiral: angreb på de tilbageværende pan-jugoslaviske institutioner forøgede serbernes frygt og deres handlinger inspireret af denne frygt.

I 1980erne var der kun tre institutioner af denne type tilbage: forfatningen, Kommunistpartiet (LCY) og den jugoslaviske forbundshær (JNA), og efter udviklingen i 1990 kun forfatningen og JNA. De kom nu begge under angreb.

Da Kroatien og Slovenien oprettede nationalgarder i 1990, blev disse erklæret forfatningsstridige. JNA forsøgte i hemmelighed i foråret 1990 at bringe alle de territoriale forsvarsenheders våben til centrale depoter. Det lykkedes i Kroatien, men blev opdaget og standset i Slovenien. Slovenien og Kroatien krævede endvidere i slutningen af 1990 forfatningsændringer, som i praksis ville gøre dem til uafhængige stater, samtidig med krav om drastiske nedskæringer i forbundsregeringens budget – i praksis først og fremmest forbundshærens. Serbien og Montenegro blokerede for forfatningsændringer, idet de mistænkte forslagene for at have til hensigt at sønderlemme Jugoslavien fuldstændigt. Da provinsernes selvstyre var blevet afskaffet var deres blokeringsmuligheder øget, idet det gav dem fire ud af otte pladser i Forbundsrådet. Makedonien og Bosnien-Hercegovina blev fanget som lusen mellem to negle, fordi de havde fremsat dårligt definerede suverænitetserklæringer, men modsatte sig løsrivelser, og præsenterede føderative-konføderative alternative forslag indtil sidste øjeblik i juni 1991.

Der er en grundlæggende dialektik i denne proces. Mange serbere opfattede aldrig Jugoslavien som proserbisk, men fandt tværtimod i stigende grad, at den truede serbiske interesser, men frembød to basale garantier. Den serbiske identitet blev beskyttet ved, at alle serbere levede i den samme stat, og serbernes fysiske sikkerhed, og dermed det serbiske folks, blev beskyttet i Jugoslavien (selv om der var visse mangler). Jo mere luften blev lukket ud af disse jugoslaviske garantier (ved løsrivelser eller yderligere konføderalisering), jo stærkere blev presset på regeringerne i Serbien og Montenegro for, at de skulle fremskaffe deres egne garantier.

Det jugoslaviske projekt og det storserbiske projekt blev således komplementære. (Efter samme logik blev planerne på et Lille-Serbien i Kroatien hhv. Bosnien-Hercegovina så komplementære til Storserbien). Denne dialektik har også et andet aspekt: jo mere serberne insisterede på at leve sammen, hvis Jugoslavien faldt fra hinanden, jo kraftigere blev de nordlige republikkers ønske om løsrivelse, og jo flere løsrivelser, jo mere serbisk blev rest-Jugoslavien, hvad der igen ansporede til yderligere løsrivelser. Da Slovenien og Kroatien havde løsrevet sig, bevægede Makedonien og Bosnien-Hercegovina sig fra mæglerposition til løsrivelse.

Udviklingen i Kroatien kan illustrere dette. Det kroatiske parlament, der blev valgt i april 1990, indførte straks forskellige former for diskrimination mod ikke-kroater, som serberne mærkede mest, idet de umiddelbart blev omdefineret fra en position som en nation inden for Jugoslavien til en stilling som mindretal i Kroatien. Den normative vestlige (kroatiske) version af serbo-kroatisk med latinsk alfabet blev det eneste officielle sprog. Det blev krævet af folk, at de aflagde troskabsed. Serbiske politifolk i områder med serbisk flertal (såvel som i andre områder) blev fyret og forsøgt erstattet med etniske kroatere. En del symboler lignede dem, der blev brugt i Pavelic’s Kroatien, fra det ternede flag til de nye uniformers snit. De serbiske områder i Krajina skabte så, tilsyneladende opmuntret af Milosevic’s Socialistparti, deres egen administration og deres eget politi og erklærede, at hvis Kroatien forlod Jugoslavien, så forlod de Kroatien. Da dette førte til sammenstød, placerede forbundshæren sig imellem de stridende parter, angiveligt som neutrale, men de i praksis som beskyttelse af serbisk uafhængighed. Da serberne i andre dele af Kroatien kom til at for dette ved at blive forfulgt, og der dukkede endnu mere Pavelic-symbolik op, fortsatte spiralen.

Slutspil og krig – 3 krudttønder

Der var tre væsentlige krudttønder i Jugoslavien, og enhver af dem indeholdt en trekantskonflikt med sin egen dynamik. Den første var konflikten mellem på den ene side kroatisk og slovensk separatisme over for de andre republikkers (indledende) ønske om at bevare Jugoslavien på den anden. Den var stærkt eksplosiv: den komplekse og gråzone-agtige grænse mellem serbere og kroater var forfærdende forskellig fra den politiske grænse mellem Serbien og Kroatien. I den anden krudttønde, Bosnien-Hercegovina, ville serberne aldrig nogensinde gå med til at gøre republikken til en uafhængig enhedsstat, hvilket var det oprindelige mål for de muslimske (og tilsyneladende de kroatiske) ledere; da uafhængigheden var på plads, gjorde kroaterne det umiddelbart klart, at de også var totalt mod en enhedsstat. Den tredje krudttønde er det serbisk-albanske-makedonske kompleks med risiko for udbredelse til Albanien, Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet.

Den uddybede politiske krise ansporede i begyndelsen af 1991 mæglingsforsøg fra EF’s side, med løfter om udviklingshjælp som gulerod, hvis parterne kunne blive enige. Det kunne de ikke. Kroatien og Slovenien imødegik den serbiske stædighed med faits accomplis den 25. juni 1991. Deres énsidige og derfor forfatningsstridige uafhængighedserklæringer førte til krig.

I den nordlige krudttønde viste udviklingen, at Slovenien og Kroatien var meget forskellige: Den EF-formidlede Brioni-aftale af 7. juli 1991 omfattede en våbenhvile og førte til en kontrolleret tilbagetrækning af forbundshærens styrker fra Slovenien, men skabte ikke en varig ordning i Kroatien. Der var også et komplekst slutspil imellem Kroatien og Slovenien, idet ingen af dem ønskede at prøve at løsrive sig alene, men havde forskellige interesser i forbindelse med timing. Slovenien vandt det spil. Hvis man kan rekonstruere Sloveniens strategi ud fra dets handlinger, så må den have været at forlade sig alene på slovenske ressourcer, at holde sig godt bevæbnet og velforberedt, at påtvinge Kroatien en timing ved at bekendtgøre Sloveniens hensigt om virkelig at erklære sig uafhængig den 25. juni og – endelig – at demonstrere Sloveniens forsvarskapacitet i håbet om at give Ljubljana og Belgrad en fælles interesse i at holde Slovenien uden for den serbisk-kroatiske konflikt og således spare Slovenien for den totale forsvarskrig, som det også var forberedt på. Denne strategi var perfekt i udarbejdelsen og blev meget kompetent gennemført.

Med den givne skrøbelige balance forværrede Sloveniens succes alle andre problemer: hjemligt politisk pres tvang Kroatiens regering til at overskride grænserne for sine egne ressourcer (i vildt overdreven forventning om vestlig hjælp) ved at prøve at holde på de serbiske flertalsområder (Krajina o.s.v.), der ville forlade Kroatien, hvis Kroatien forlod Jugoslavien. I begge tilfælde kunne kun militær besættelse holde den mindre enhed i den større. Den krig, der blev resultatet, drejede sig derfor både om selve løsrivelsen og om grænserne mellem serbiske områder og Kroatien. Det oprindelige hovedpunkt i problemet er stadig i dag i alt væsentlig det samme. Præsident Tudjman kunne – ligesom aben i fabelen – ikke trække den kroatiske hånd ud af den jugoslaviske flaske uden at tabe nødden, Krajina, og kunne ikke lade den falde uden at risikere sit politiske liv til fordel for mere ekstreme kræfter. Præsident Milosevic kunne ikke udvide flasken uden samtidig at risikere sit politiske liv.

Da Kroatien og Slovenien den 8. oktober genoplivede deres uafhængighedserklæringer (som havde været frosset ned siden Brioni), blev tilbagetrækningen af forbundsstyrkerne fra Slovenien slutført i oktober. I Kroatien førte det forudsigeligt nok til optrapning af krigene: en større konfrontationskrig rundt om de serbiske republikker i Krajina og Østslavonien samt i Dalmatien (Dubrovnik m.v.), hvor forbundshæren og serbiske militser stod over for Kroatiens nationalgarde og kroatiske militser, belejringskrige (kroatiske styrker rundt om forbundshærens baser), guerillakrige bag fronterne og gensidig terrorisering af de civile befolkninger udført af de værste serbiske og kroatiske militser. Efterhånden som fronterne flyttede sig længere ind i blandede, eller overvejende kroatiske, områder blev EF tiltagende anti-serbisk. En anden optrapning fulgte EFs beslutning i midten af december om mulighed for anerkendelse efter 15. januar 1992 og den énsidige tyske anerkendelse den 23. december. Da var heldigvis FNs udsending, Cyrus Vance, på plads og fik en våbenhvile i stand først i januar 1992, som har holdt siden da på trods af hyppige træfninger og Kroatiens offensiv i januar 1993.

Den anden krudttønde var Bosnien-Hercegovina. Der er to modsatte forestillinger om relationerne mellem de forskellige folkefærd dér. Den ene er, at det handler om ældgammel had, der driver dem i krig med hinanden for at gøre gamle regnskab op, så snart der viser sig en mulighed. Den anden er, at serber, kroater og muslimer dér altid har levet i fred med hinanden, og at den nuværende krig skyldes at magthungrende ledere har skabt en ophidset nationalisme for at skaffe sig positioner.

Begge forestillinger er for enkle. Hvis vi kan lære noget af historien, så er det, at de altid har kunnet leve i fred, så længe den gensidige frygt blev begrænset ved at to betingelser var opfyldt samtidig. Den ene er en stærk ydre statsmagt, der kan garantere alles sikkerhed, og den anden at denne stærke statsmagt ikke selv er så undertrykkende, partisk eller folkemorderisk, at en eller flere grupper ser den som en dødelig trussel.

Tyrkiet var i sin tid ofte dårligt til at opfylde betingelserne: i dets sidste 50 år i Bosnien-Hercegovina var der krig i 1830, 1836-37, 1841, 1861-62 og 1875-78. Derefter okkuperede Østrig-Ungarn området indtil 1914, og opfyldte betingelserne lidt bedre indtil 1914, da et massedrab på serbere beskrevet i Ivo Andric’ bog “Broen over Drina” begyndte. Det monarkiske Jugoslavien i 1918-41 holdt også en slags fred ved en kombination af undertrykkelse (nu i serbisk favør) og kompromis. I det fascistiske Kroatien i 1941-45 fandt den største del af folkemordet mod serberne sted i B-H. Titos Jugoslavien var en stærk statsmagt og undertrykkte ethvert forsøg på udtryk for serbisk, kroatisk eller muslimsk nationalisme. Når de to betingelser ikke har været opfyldt samtidig, har der været krig.

I 1990-91, prøvede Bosnien-Hercegovinas ledelse først at  holde sammen på Jugoslavien: de tre nationer dér havde en fælles interesse i at en opløsning ikke skulle drive dem i krig med hinanden. Ca. halvdelen af det gamle Jugoslaviens militærproduktion var i Bosnien-Hercegovina, og omkring halvdelen hver deraf i serbiske hhv. kroatisk-muslimske områder. Desuden havde den gamle jugoslaviske militærdoktrin forudsat, at den afgørende kamp mod en invasion ville stå i Bosnien-Hercegovina, hvorfor der var tilstrækkelige våbenlagre til års kamp ved siden af alt det udstyr forbundshæren og de territoriale forsvarsstyrker havde.

Den tidligere politiske position blev umulig i oktober 1991, da EF inviterede republikkerne til at erklære sig selvstændige: det muslimske lederskab under Izetbegovic måtte så vælge mellem at tage en krig med serberne ved at gøre det eller en krig med kroaterne ved ikke at gøre det. Det endelige valg blev udsat i få måneder ved fortsatte forhandlinger mellem de tre parter om en hel stribe kompromisforslag og folkeafstemninger. I mellemtiden udråbte serberne seks autonome områder: efter erfaringerne i 2. verdenskrig var udsigten til at få dem til at acceptere at blive mindretal i en stat med kroatisk-muslimsk flertal omtrent så store som chancerne for at få israelske jøder til at leve under et tysk – eller bare et palæstinensisk – flertal eller armenerne i Nagorno-Karabakh under et tyrkisk. De mener ikke selv, at de er paranoide.

I de EF-ledede (og i deres egne) forhandlinger nåede parterne til principkompromiser i Lissabon og Bruxelles i marts, som blandt andet omfattede en kantonisering, som man skulle forhandle videre på basis af. EF’s beslutning om anerkendelse den 6. april 1992 ændrede dog forudsætningerne radikalt, og det ikke bare ved at finde sted på årsdagen for Hitlers angreb på Jugoslavien i 1941. (Sandsynligvis beroede datoen på ren inkompetence, men det er det svært at få serberne til at tro.) Med de principper om betingelser for anerkendelser og grænser EF havde vedtaget, betød anerkendelsen, at Izetbegovic’ regering blev anerkendt som den lovlige regering med suverænitet over hele området. Derved førte den til muslimsk illusionspolitik, serbisk paranoiapolitik og kroatisk Realpolitik. Efter få uger af skærmydsler og positionsmanøvrer fra forbundshæren brød krigen ud for alvor den 6. april.

Parallelt med krigen forhandlede man videre, indtil forhandlingerne brød sammen efter Izetbegovic’ udtog den 19. maj 1992. Han synes at have troet, at han havde fået så meget bedre forhandlingskort ved anerkendelsen, herunder en form for militær garanti i sidste ende, at han nu kunne afvise det tidligere kompromis og insistere på en eller anden form for enhedsstat. Dette gav det kroatisk-muslimske fælleskab et yderligere gok, foruden at anerkendelsen og JNAs beslutning af 19. maj om at trække sig ud allerede havde elimineret det meste af deres fælles interesser. (Da en meget stor del af JNA var lokale serbere, var denne tilbagetrækning dog i hovedsagen bare en navneændring.) Kroaterne var lige så interesseret som muslimerne i at komme ud af Jugoslavien – og lige så interesseret som serberne i at bevare deres egen selvstændighed. Serberne havde udråbt deres republik den 29. februar, og kroaterne kunne se, at det ville lykkes serberne – i hvert fald i praksis – at løsrive sig. Kroaterne ønskede så bestemt ikke at blive mindretal i en stat med muslimsk flertal. De udråbte i maj 1992 deres Herceg-Bosna, hvad den serbiske republiks præsident Radovan Karadzic betegnede som en fornuftig brug af kroaternes ret til national selvbestemmelse – nu måtte muslimerne bare gøre det samme og erklære, hvilke områder de gjorde krav på, således at man kunne forhandle om opdelingen. Efter mere end et års krig og Owen-Vance-planens sammenbrud kom man i juni 1993 tilbage til dette udgangspunkt, dog med den forskel at muslimerne nu havde meget dårligere kort på hånden.

Det var fra begyndelsen givet, at denne krig ville blive en trekantskrig med skiftende regionale og lokale alliancer. Den er også kommet til at ligne Libanon ved at i alt ca. en snes forskellige væbnede styrker har deltaget. Der har været interne opgør blandt serber, kroater og muslimer. Der har været kampe mellem to grupper, i alle tre kombinationer. Og der har været kampe mellem to grupper og den tredje, igen i alle tre kombinationer. Mange våbenhviler er brudt sammen ved at lokale serbiske, kroatiske eller muslimske militser har blæst på, hvad deres teoretiske politiske ledere er blevet enige om.

Kampene har overvejende stået i de mest blandede områder. Serbere og kroatere har kæmpet hårdt om en del områder, og kroaterne har været overvejende sejrrige i Hercegovina, men oftest har muslimer kæmpet mod enten serbere eller kroatere. De har tabt de fleste blandede områder, men også en hel del overvejende muslimske. Serberne var bedst udstyret med våben, men kroaterne har kunnet udnytte deres bedre strategiske position ved at indgå de mest fordelagtige lokale alliancer. Krigen mellem kroatere og muslimer begyndte allerede i maj 1992, men forblev længe usynlig for massemedierne, blandt andet ved at kroaterne kunne tvinge muslimerne til at indgå en militæralliance med Kroatien og til at anerkende de forskellige kroatiske hære som legitime regeringsstyrker. Muslimernes våbenforsyning er næsten helt afhængig af kroaterne, som beslaglægger langt det meste på vejen som “told”.

At tale om “serbere”, “kroatere” og “muslimer” er dog på flere måder en forenkling. Det giver et forkert indtryk af, hvor meget kontrol de forskellige politiske ledelser har over alle de forskellige væbnede styrker. Det giver også et forenklet billede af, hvor stor intern enighed der er i grupperne. Muslimerne er ikke enige: mange støtter Izetbegovi_’ tanke om en enhedsstat, for andre er det vigtigere at få tålelige lokale forhold, f.eks. i Biha_ i nordvest. Der er også en del serbere og kroatere, i første række i Sarajevo, der er for en enhedsstat. Den politisk dominerende kroatiske og serbiske position er dog at dele Bosnien-Hercegovina mellem de tre nationer eller, hvis muslimerne siger Nej, mellem serbere og kroatere. Miloševi_ og Tudjman diskuterede en opdeling af Bosnien-Hercegovina allerede i foråret 1991, og de lokale ledere, Boban og Karad_i_ mødte hinanden i Graz den 27. april 1992 og blev efter forlydende enige om at dele 65/35. Det er kun de rene fascister på begge sider (Paraga hhv. Šešelj) som har helt uforenelige intresser: de vil have 100 pct. til Storkroatien, hhv. Storserbien.

Inden krigen var serberne den største gruppe i ca. halvdelen af Bosnien-Hercegovina, kroatere og muslimer i ca. en fjerdedel hver. (Til sammenligning: jyderne er ca. 51 pct. af den danske befolkning, med 71 pct. af arealet). Efter et års kamp har serberne udvidet deres kontrol til over to tredjedele, kroaterne har også udvidet deres, og muslimerne er de store tabere, med kontrol over ca. 10 pct. Muslimerne har også lidt størst tab i døde og flygtinge, fulgt af serberne og derefter kroaterne.

Efter at de oprindelige forhandlinger var brudt sammen  og stormagterne havde elimineret en række andre løsningsmuligheder, blev der oprettet en ny forhandlingsstruktur ved Londonkonferencen i august 1992. Dette resulterede efterhånden i, at Owen-Vance-planen var den eneste der blev forhandlet om. Grundlovsdelen af den, som serbere og kroatere var rimeligt godt tilfreds med, ville dele Bosnien-Hercegovina op i ti autonome provinser med en begrænset centralregering, hvor ingen nation skulle kunne blive majoriseret af de to andre. En anden del, om våbenhvile, våbenkontrol og overvågning, m.v., var også OK for serberne og kroaterne, hvorimod muslimerne kun gik med til den med deres egne fortolkninger, der stred mod serbernes. Den mest kontroversielle del bestod af et landkort med kommentarer. Kroaterne sagde Ja: de ville få mere, end hvor de var størst inden krigen, områder ved Kroatiens grænse, som var lette at forsvare. Muslimerne og serberne fik splittede områder, svære at forsvare: muslimerne mindre men bedre end inden krigen, serberne mindre og dårligere end inden krigen. Muslimerne sagde først Ja efter stærkt pres. Serberne var selvfølgelig mest modvillige på dette punkt. Præsidenterne i Jugoslavien, Serbien og Montenegro var gået med til at opfordre de bosniske serbere til at  underskrive planen. Det gjorde præsident Karad_i_ også den 2. maj 1993, dog med reservation for ratifikation. Parlamentet i Pale sendte i stedet spørgsmålet ud til en folkeafstemning, der forkastede planen med meget stort flertal.

Den tredje krudttønde med en trekantsrelation var – og er – den serbisk-albansk-makedonske. Den har – hvis man ikke stiller store krav – holdt fred indtil sommeren 1993. De interne og parvise konflikter har vi allerede beskrevet ovenfor (1, 6, 7, 11, 12, 15 plus det serbisk-albanske traume). Trekantsrelationens vigtigste element er, at det er af stor betydning for de to dybe konflikter: den serbisk-albanske og den albansk-makedonske, hvordan den tredje part vil stille sig. Ligesom i de to andre krudttønder kan man vente et mønster af skiftende koalitioner, hvis konflikterne eksploderer.

I valget i efteråret blev det ultranationalistiske VMRO det største etnisk makedoniske parti, med Kiro Gligorovs relativt moderate reformkommunister som nr. 2. Blandt albanerne vandt det – i sammenligning med de tabende partier – relativt moderate PDP. De værste nationalister på begge sider blev holdt ude ved at reformkommunisterne og PDP dannede en koalitionsregering. Den prøvede oprindelig at bevare Jugoslavien ved forskellige kompromisforslag, men accepterede derefter EF’s invitation till secession, da Slovenien faktisk var udtrådt.

Makedonien har to hovedproblemer: dets ydre eksistens og dets indre eksistens. Det første handler bl.a. om anerkendelse. Bulgarien anerkender staten Makedonien, men ikke en makedonsk nation (det makedoniske sprog betragtes som en dialekt af bulgarsk). Jugoslavien anerkender en makedonsk nation, men ikke staten (det vil på dette punkt følge EF). Grækenland anerkender ingen af delene. Albanerne i Albanien, Kosova/o og Makedonien har lidt forskellige synspunkter, men den enkleste sammenfatning er, at staten Makedonien ikke må være det makedonske folks stat: albanerne kræver ligeberettigelse. Det sidste giver også nøglen til det indre eksistensproblem: sådan som situationen havde udviklet sig, havde makedonerne og albanerne en fælles interesse i at forlade Jugoslavien og blive ude, men også en række modsatrettede interesser. De to største fællesproblemer har bestået i at få staten anerkendt og i at få økonomien til at fungere i nogen grad på trods af stigende kaos, de økonomiske sanktioner mod Jugoslavien og truslen om skærpelser af dem, blokade fra Grækenland, m.v. Inden for EF har Grækenland nedlagt veto mod en anerkendelse, men mange andre stater, herunder Rusland, har anerkendt Makedonien og det er blevet medlem af FN under det foreløbige navn “Den fhv. jugoslaviske republik Makedonien” (FYROM).

Det store spørgsmål er, hvor længe koalitionsregeringen kan holde sammen og hvad der er alternativet. PDP står fast på en række krav om grundloven, f.eks. at den ikke skal give en privilegeret stilling til den makedonske ortodokse kirke, til det makedonske sprog, m.v. PDP er nødt til at få indrømmelser på disse punkter – ellers må det trække sig ud af regeringen og gå i opposition for ikke at tabe alt for meget støtte til de mere militante albanske nationalister, der kræver ren selvstændighed. Reformkommunisterne kan gøre meget lidt indrømmelser, for ikke at blive hængt ud som forrædere af VMRO, der (med mindre nogen har forfalsket dem) spreder flyveblade, hvor albanerne tilbydes valget mellem landsflugt og ovnen.

Mens makedonerne næsten udelukkende findes i Makedonien og har flertal dér (hvis albanerne har ret, er dette flertal ret spinkelt), er albanerne delt mellem Makedonien, Kosova/o, Albanien og mindretal i Kerneserbien, Grækenland, m.v. Dette bidrager til risikon for, at en eksplosion i den sydlige trekant kan føre till en international krig.

Eliminering af løsninger

I en periode efter krigsudbruddet den 25. juni 1991 fandtes der otte hovedalternativer (med en masse varianter):

1) Genoprettelse af det føderale Jugoslavien. Kunne kun gøres af forbundshæren, der så ville blive libanoniseret til en næsten rent serbisk hær, og som næppe var stærk nok til at klare så mange modstandere på én gang. (S:1, K:7)*

2) Nyskabelse af et konføderativt Jugoslavien, hvad de oprindelige kroatiske og slovenske ønsker handlede om. Det ville dreje sig om at finde et meget svært balancepunkt mellem føderalisme og konføderalisme, hvad der f.eks. ikke er lykkedes under 30 års krig mellem Etiopien og Eritrea. (S:3, K:5)

3) Et genoprettet føderalt Jugoslavien minus Slovenien. Det ville indebære større serbisk dominans og mindre udviklingshjælp til de fattigste dele. (S:2, K:8)

4) Et konføderativt Jugoslavien minus Slovenien. (S:5, K:6)

5) Jugoslavien minus Slovenien og minus hele Kroatien. Netop de to minusser ville dog forandre de andre republikkers præmisser radikalt og derfor kræve militær magt. (S:7, K:3)

6) Jugoslavien minus Slovenien og minus rest-Kroatien (når de serbiske områder havde forladt det). Det store problem ville blive, hvordan opdelingen skulle ske. (S:5, K:4)

7) Opløsning i enkelte republikker med de gamle administrative grænser, der aldrig var beregnet på at være grænser mellem selvstændige stater, og der ville placere to mio. serbere, to til tre mio. albanere og en mio. kroatere i stater, som langt de fleste af dem absolut ikke ønskede at tilhøre. (S:8, K:2)

8) Opløsning i enkelte republikker med reviderede grænser. Der ville så være alvorlige grænseproblemer med krigsrisici mellem de fleste naborepublikker, i enkelte tilfælde også mellem dem og nabostater. (S:6, K:1 – hvis det ville betyde Storkroatien)

Der var derfor en række dilemmaer, både for de enkelte aktører og for EF, hvis det skulle opgive rollen som upartisk mægler og prøve at presse løsninger igennem. Dilemmaet i Beograd havde at gøre med modsætningen mellem det jugoslaviske og det storserbiske projekt. For det første projekt ville bevarelsen af Jugoslavien have høj prioritet, og på en måde der ikke måtte kunne tilintetgøres af nye secessioner. Dette måtte sætte grænserne for, hvor høj grad af konføderalisme man kunne acceptere, hvad der på sin side ville få andre republikker til at frygte, at et sådant Jugoslavien ville udvikles til et Storserbien; og jo mindre dette Jugoslavien ville blive, desto stærkere (og mere velbegrundet) ville denne frygt blive. Fra et rent serbisk synspunkt, derimod, ville disse grænser blive meget snævrere end “jugoslavisternes” og kravene til et acceptabelt Jugoslavien strengere; hvis de ikke kunne opfyldes, ville en eller anden form for et Storserbien være en nødvendighed, især fra serbernes uden for Serbien synspunkt. Da EF begyndte at antyde muligheden for at anerkende enkelte republikker, tabte det jugoslaviske projekt terræn til fordel for det storserbiske. Hvis vi forenkler alt dette, kan en “serbisk” præferenceorden muligvis skitseres som ovenfor (S:1 betyder, at dette var det mest foretrukne alternativ, osv.). Hvis vi på lignende måde forenkler dilemmaet i Zagreb, og springer mellemregningerne over, kan vi få et kvalificeret gæt om den daværende kroatiske præferenceorden (markeret med K i parenteserne).

Præferencerne var altså næsten stik modsatte. Næste spørgsmål måtte så blive, hvem der regnede sig stærk nok (ved egne ressourcer eller forventet ekstern støtte) til at blokere hvilken løsning.

Set fra Beograds perspektiv demonstrerede udviklingen hurtigt, at de tre mest foretrukne løsninger kunne blokeres af andre: Slovenien og Kroatien. En løsning af type 4), der kunne tillade sikkerhedsgarantier for serberne uden for Serbien, kunne det måske stadig være muligt at forhandle frem. 6) eller, i værste tilfælde, 8) kunne sikres militært. 5) og – ændnu værre – 7) var totalt uacceptable, og dem ville man kunne blokere. På den kroatiske side blev det mest foretrukne 8) (Storkroatien) hurtigt opgivet som urealistisk, hvorimod man, i det mindste i den officielle retorik, bedømte en ren secession som beholdt serbiske områder (5 og 7) som mulig at nå, selv om Miloševi_ havde sagt klart Nej til Tudjman i Ohrid i slutningen af juli 1991. Det indebar også, at man regnede med at kunne blokere 6) og ligeledes øvrige løsninger, fra den løsning 2) (måske sågar 4), som man også efter 25. juni 1991 oprindelig var parat til, forudsat at man kunne finde en acceptabel version, og ned til de totalt uacceptable 1) og 3).

Der kunne altså muligvis stadigvæk findes enkelte løsningsmuligheder, som ingen af parterne så både som helt uacceptable og mulige at blokere. Den mest lovende blandt dem var 2), altså en jugoslavisk konføderation, selv om dette var mislykkedes i den første halvdel af 1991. EF prøvede igen med et forslag af denne type i oktober 1991, men det viste sig stadigvæk umuligt at løse balanceproblemet. Det blev forkastet af Serbien, som fandt den foreslåede konføderation alt for løs, og af Slovenien, som i mellemtiden i praksis var blevet selvstændigt og ikke skulle blive rodet ind igen. Kun med stærke magtmidler ville EF kunne få Slovenien med – og dem ville EF være ude af stand til at blive enige om.

Så var der i praksis kun kroaterne og serberne (eller med EF’s statsfikserede synsmåde: Serbien og Kroatien) tilbage. I den situation gik EF igang med at møblere løsningsmulighederne om. Løsning 4), der sandsynligvis ville have været den eneste løsning med en vis mulighed for at undgå en fortsat og forværret krig, synes aldrig at have været oppe til seriøs diskussion. Løsning 5) blev definitivt elimineret ved at EF i november 1991 inviterede de andre republikker til at erklære sig selvstændige og derved i praksis tvang deres regeringer dertil. Løsningerne 6) og 8) blev udelukket ved at EF i november 1991 skabte sig et princip om, at de gamle administrative grænser skulle være statsgrænser. Så skulle der kun være 7) tilbage, den der lå højest blandt de løsninger, der blev opfattet som mulige, i Kroatiens præferenceorden og var den mest uacceptable for serberne. EF’s erklæringer, diskussioner om anerkendelser og opgave til Vestunionen om at studere mulighederne for en eventuel intervention må have givet Kroatien den opfattelse, at 7) var mulig, hvorved det også blev umuligt for dets regering at forhandle om mindre. Set fra serbisk side, især Krajina-serberne og senere serberne i B-H, var der så overhovedet intet tilbage at forhandle om, eftersom EF’s budskab til dem var tydeligt nok: Kapitulér eller slås! EF havde dermed elimineret sig selv som mægler.

Selv om EF havde, eller troede at have, fastlagt den endelige løsning ved at eliminere alle andre, stod det tilbage at gennemdrive 7). Hvad man efterhånden kunne nå efter meget pression mod Serbien var en frasigelse af territorielle krav, således at den “ydre” side af 7) var gennemført. Dette var dog ingen løsning på problemerne, kun en navneændring af dem til at handle om to “Lilleserbien” i stedet for et “Storserbien”. Uanset hvad Serbien sagde eller gjorde, var de lokale serbere nemlig stærke nok til at blokere 7) på egen hånd, og den måde Tyskland og EF håndterede anerkendelsen af Kroatien på, fik dem definitivt overbevist om, at de påståede garantier for menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse intet var værd. Det viste sig efterhånden, at EF ikke var parat til at bruge det eneste middel, der kunne gennemdrive 7): en stor udenlandsk militærintervention til at besejre og okkupere de serbiske områder i Krajina og B-H, for derefter at overlade den militære kontrol af dem til de resp. fjender til serberne.

*) Tal-bogstav kombinationerne i paranteserne angiver henholdsvis den serbiske og den kroatiske præferenceorden. S:1 betyder at dette var det mest foretrukne serbiske alternativ; K:7 betyder at dette var det syvendebedste – eller næstværste – kroatiske alternativ.

Litteratur

Blandt de første journalistiske fremstillinger af krigens begyndelse er Peter Dalhoff-Nielsen: Farvel til Jugoslavien, København: Vindrose 1992; Jon Røssum: Farvel Jugoslavia, Oslo: Samlaget 1992, og Misha Glenny: The Fall of Yugoslavia: The Third Balkan War, Harmondsworth: Penguin 1992.
Mere analytiske fremstillinger er Henricsson-Cullberg, Martha; Carl-Ulrik Schierup; Sören Sommelius & Jan Øberg: After Yugoslavia What? og Förhindra krig i Kosovo, Lund: Transnational Foundation for Peace and Futures Research 1991 hhv. 1992.
En række forfattere fra Balkan medvirker i Tonci Kuzmanic & Arno Truger, red.: Yugoslavia War, Schlaining: Austrian Study Centre for Peace and Conflict Resolution 1992, og José Palau & Radha Kumar, red.: Ex-Yugoslavia: From War to Peace, Madrid: Ecosimposio 1993. Den nyeste udvikling dér belyses i Sören Sommelius: Kosova utan stjärna, Stockholm: Carlssons 1993. Tidsskriftet Balkan War Report (tidl. YUGOFAX, adresse: 1 Auckland Street, London SE11 5HU) består overvejende af bidrag fra lokale journalister i det fhv. Jugoslavien. Massemediernes hadkampagner analyseres i Sören Sommelius: Mediernas krig, Stockholm: Styrelsen för psykologiskt försvar (Meddelande nr 135). Konflikternes relationer til de nærmeste nabostater belyses i Radovan Vukadinovic: The Break-up of Yugoslavia: Threats and Challenges, The Hague: Netherlands Institute of International Relations 1992 og i John Zametica: The Yugoslav Conflict, London: International Institute of Strategic Studies, Adelphi Paper No. 270 (1992). EF’s rolle diskuteres i Michael Brenner: “The EC in Yugoslavia: A Debut Performance”, Security Studies, vol. 1, no. 4 (Summer 1993), konflikterne mellem demokrati og selvbestemmelse mere generelt i Hurst Hannum: Autonomy, Sovereignty, and Self-Determination: The Accomodation of Conflicting Rights, Philadelphia: University of Pennsylvania Press 1990.